Tilbage til livet

DER KAN OGSÅ VÆRE TRYGHED I MØRKET

Jeg søger ikke medlidenhed, det er ikke derfor jeg har valgt at skrive om min “Tur i mørket”.  Men jeg håber på at det, at skrive om det kan få mig ud af mørket. Og hvis jeg kan inspirere blot en person, med min beretning så vil jeg blive rigtig glad.

Jeg har en lang historie med tilbagevendende depressioner og selvmords tanker bag mig. Men jeg har altid rejst mig igen. Det i sig selv er mega hårdt, det kræver rigtig meget energi. Jeg har følt mig som en korkprop i oprørt hav, Berrings havet.

Efter en kur, angst og manier blandet med et hårdt forløb med træning, diæt, og en masse skyld og skam tanker, blev jeg sendt til tælling.

Det er nu et år siden. I starten fik jeg migræne anfald som kunne vare i 2 dage, hvor jeg kun kunne ligge stille i et koldt mørkt rum. Min allergi for æg udviklede sig voldsomt, fra “bare” at få udslæt blev jeg nu fældet med mavesmerter og hævelser i mund og hals. Det lærte mig da trods alt at holde mig fra alt hvad der kan indeholde æg.! Men migrænen kunne jeg ikke forhindre. Den kunne opstå som lyn fra en klar himmel, startende med flimren for mine øjne, jeg var bange for om jeg havde en hjerneblødning hver gang. Efter et anfald af migræne (eller hvad det nu var) fik jeg mine maniske perioder (som var korte) hvor jeg var fuld af ideer, initiativer og tiltag, som jeg ville have gennemført. Jeg var beruset af livet – smækfyldt med energi, humor og højt humør, det kunne vende til nedtrykthed og gråd på et split sekund. Det var sindsygt svært at navigere i. Det ene øjeblik var jeg ekstatisk og det næste ville jeg bare have lov til at “stille træskoene”

Jeg prøvede at gå til læge mange gange!! Jeg kunne ikke forstå, jeg skulle have det så fedt og så, så dårligt. Men jeg blev ikke helt forstået, og gik hjem med en følelse af at være hysterisk, stresset og overtrænet. Måske problemet var at jeg ikke søgte hjælp når jeg havde mine maniske perioder?! Jeg kunne jo godt lide mig selv i de maniske perioder. og jeg affandt mig med at det var min normalitet. Og jeg kunne jeg jo nærmest ikke nå til lægen i mine mani-perioder (for de var så korte)!! Lægen har jo også andre patienter, og når jeg så 1 uge efter kom til – ja, så var “bøtten” vendt igen.

Jeg prøvede noget andet medicin, som fik det hele til at eskalere og det gik stærkt. Jeg havde panik angst, hele dage med angst anfald og jeg begyndte at skære mig selv i maven. Jeg sov ikke og jeg var helt væk. Jeg ønskede kun at dø. Det hele endte i en lang sygemelding, hvor jeg lå i min seng i ½ år.

Jeg troede ikke på at jeg kunne rejse mig igen, denne gang var det endegyldigt, det ville være min sidste nedtur. Jeg ledte desperat efter en udvej, prøvede at få stærkere medicin udskrevet så jeg kunne få en ende på mig og mit sølle belastende væsen, jeg ledte endog på nettet om jeg kunne købe noget på det sorte marked. Jeg var desperat!!! Jeg ville skåne min omverden fra mig. Det lykkedes ikke.

I stedet startede jeg på behandling i psykiatrien, her blev jeg hørt, læst og forstået. Jeg beskrev hvilke følelser, hvad jeg tænkte og hvad jeg havde gjort, og hvilke skyld og skam følelser jeg havde. Jeg kunne ikke holde min familie ud. Jeg kunne ikke tolerere forstyrelser, det er svært at undgå når man arbejder med mennesker.                                       Jeg blev så ond og råbte mere end jeg holdt kæft, når jeg kom hjem fra arbejde.

Min terapeut og psykiater med gav at jeg led af kraftige humørudsving, og de var lydhør overfor en mulig hypomani-diagnose. (en mild form for Bipolar lidelse) der gik – hvad jeg syntes var et helt menneskeliv – inden blodprøver og samtaler fik os sporet ind på det rigtige. Og fordi jeg havde bestemt mig for, at jeg ville være symptomfri, og opleve at leve mit liv i et helt almindeligt stemningsleje. Var jeg nødt til at se indad og gå helt under gulvbrædderne, æde min stolthed og fortælle råt for usødet hvordan jeg i de seneste 2-3 år havde levet, og brugt penge, misbrugt og -handlet mig selv, og skilsmisse var under opsejling.

Jeg lever normalt i dag med min mand og vores 3 dejlinger

I dag er jeg velmedicineret. Jeg får min antidepressiv + ekstra tilskud af D-vitamin samt fiskeolie til morgen, og til nat får jeg humørstabiliserende og tanke nedsættende medicin sammen med ZMA (magnesium og zink). Jeg har det godt. Men jeg har efterveer af den sidste nedtur, i form af nedsat hukommelse og træthed. Men der er også den befriende følelse af ikke at have angst hver gang jeg møder nogen. Jeg har mere mod på at socialisere, hvor jeg før altid meldte fra til sociale arrangementer på grund af angst for at blive grinet af, eller skældt ud, eller min største frygt af alle at blive ignoreret.

Jeg har lært meget om mig selv af min nedtur. Jeg har lært at det er lettere at være sur på sig selv end at tilgive sig selv. Men det er klogere at vælge den øvelse som virker svær i starten, end den lette.

TILGIV DIG SELV  – DU ER DET VÆRD

Det er super let at sige, når man  er på den anden side. Men for pokker DU ER DET VÆRD, uanset hvad. Jeg prøver at lære mine børn, at de IKKE skal sige undskyld for deres personlighed. Og jeg prøver at lære mig selv at være den bedste mor for dem, en mor som kan tilgive migselv mine svage sider, og som kan rumme humørsvingninger. Alt begyndelse er svær. Og jeg kan mærke at når jeg føler mig fyldt op eller presset så er der ikke lang vej ind i mørket igen.

FAKTA:

• Bipolar lidelse påvirker stemninger hos en person
• Der er maniske -og depressive perioder
• Manisk betyder at man er overdrevet opstemt, forhøjet tankevirksomhed, giga energisk, selvisk
• Depressiv betyder nedtrykthed, apati, selvmords tanker og -planer
• Tilstanden viser sig typisk første gang i 13-30 års alderen. I mange tilfælde går der 10 år eller mere inden diagnosen stilles.
• Søvn er meget vigtig for bipolære personer