Hende der – er hun ikke i flexjob… Og så træner hun som en gal… – JA! Hænger det sammen??

 

 

Det her er min historie, og om hvordan jeg er kommet hertil hvor jeg er idag – uden filter. Det jeg skriver her i dette indlæg er ikke evidensbaseret, men baseret på mine egne erfaringer og reaktioner.

Ja! Jeg er ansat i et fleksjob på 20 timer – ja, jeg træner 5-7 gange om ugen. Så hvordan hænger det sammen? når min diagnose er af psykisk karakter.

Jeg skruer tiden tilbage, min opvækst har været som de fleste andres med en mor, far og søster, i et parcel hus i en landsby uden for Vejle. Ikke de store udsving, en ganske almindelig “kerne familie”. Mine teen år bar kraftigt præg af melonkali og vrede. Vrede mod noget, som jeg ikke havde nogen ide om hvor kom fra og hvad/hvem den var rettet imod. Vel egentlig en depression under udvikling allerede omkring 15 års alderen. Men hvem ved? For i slutningen af   80´erne og starten af 90´erne var vi (og vores forældre) ikke dér, hvor man talte om “særligt sensitive børn” (mennesker) og man talte da slet ikke om at have rod inde i hovedet. (Ikke i vores familie) – Og hvad gør man  – Og så i en tid UDEN Google, FB, Snap og Insta….

Men jeg havde rod – og kaos.

Jeg boksede med lavt selvværd (sikkert på grund af mobning i folkeskolen) ØV for det!

Og jeg higede efter anerkendelse, for min indsats. Især fra min far (Må han hvile i fred). Jeg blev bare tit mødt med en historie fra hans egen fortid, hvor han altid klarede alt meget bedre end mig. Og hvor det jeg savnede var, at han havde sagt: “Hey, du er min pige, det skal sgu nok gå selvom du ikke fik 13 i skolen. Du har lavet et godt stykke arbejde, jeg er stolt af dig.”

Jeg flyttede sammen med min første kæreste da jeg blev 18…. Den første tid var super. Han var meget jaloux og besiddende, det endte med at jeg – for at undgå konfrontationer – gik i skole, og på job og kom lige hjem bagefter. Ingen udskejelser, ingen fredags bar og ingenting. Så jeg har vel til et punkt, ladet mig udsætte for psykisk terror…

Jeg vågnede heldigvis op og brød ud af forholdet.

Herefter kom der “fut i fejemøget”…. Der var fester torsdag, fredag og lørdag hver uge. Havde jeg kunnet søndag, var det sikkert også sket. Jeg passede (så godt jeg kunne) mit arbejde. Med kraftige tømmermænd om fredagen og totalt smadret fra søndag til onsdag, så min indsats har slet ikke været fyldest gørende. Derfor skiftede jeg tit arbejdspladser (langt flere gange end de fleste). Jeg mødte mange både søde og dejlige mennesker og kærester, men også nogle stykker som slet ikke var gode for mig. Sjovt nok var det de sidst nævnte jeg higede efter at være sammen med og anset af.

I år 2000 fandt jeg mig selv midt i et misbrug af smertestillende medicin, præstations fremmere, alkohol og andre forbudte stoffer. Jeg havde brændt de fleste broer, og det netværk jeg havde var min familie og overfladiske bekendtskaber fra trænings centeret og fra byens natteliv. Jeg havde det skidt, jeg overvejede at tage piller og så gå i seng og aldrig vågne op igen.

Min søster blev min redder, hun slæbte (bogstaveligt  talt) med til lægen. Her fik vi konstateret at jeg led af en svær depression, misbrug og spiseforstyrelse (vægt 45 kg.) Jeg flyttede ind hos min søster – og hun skulle sørge for at jeg begyndte at spise igen. Kun den første tid, fordi jeg havde fået medicin som gjorde det svært IKKE at spise….

4 år efter møder jeg min nuværende mand, han bliver min anden redder. Han stillede mig hurtigt et ultimatum – ham eller præstations fremmerne…. Valget var ikke svært, vi smed de forbudte stoffer ud. og jeg fandt ud af at jeg var gravid med vores ældste datter. Det betød at jeg skulle blive voksen i en fart, og lære at se udover min egen næsetip… Og det betød at jeg ikke kunne tage antidepressiv medicin i perioden hvor jeg var gravid. På trods af det, var det en god og stabil periode. Da Amalie var 1½ startede jeg på antidepressiv og angst nedsættende medicin igen.

2½ år efter var jeg gravid igen, men kun et ½ år, fordi ved midtvejs scanning kunne lægen konstatere at vores datters organer var svært misdannede. Vi ansøgte etisk råd om, at afbryde graviditeten. Da der ikke var overlevelses chancer for hende fik vi ja, til en sen abort. Det betød at jeg skulle igennem over et døgn i aktiv fødsel…. Jeg forstod ikke hvad der skete, det var som det ikke var mig som lige havde oplevet noget af det værste man som menneske kan blive udsat for.. Så efter 1 måneders “barsel” startede jeg i et nyt job.

Efter en bilulykke, utallige spontane aborter, en nær-ved psykose, sove piller og nerve medicin, 2 indlæggelser på psykiatrisk hospital, smøger og kaffe .Bliver jeg tilkendt fleksjob. Det skal siges at min kommune gennem mig sygdoms forløb til enhver tid har været forstående og hjælpsomme i min situation.

Vi har fået yderligere 2 raske børn.

I dag er jeg med medicin stabil, jeg er ovenpå. Jeg er ovenpå fordi jeg tager ansvar for min fortid såvel som for min fremtid. Det er muligvis en hård historie, men det er ikke noget, andre har påført mig, heldigvis. Jeg har selv skabt mit liv, og der er altid en konsekvens. Jeg har betalt prisen.

Jeg har overskud til at træne, fordi det giver mig ro i hovedet, den ro jeg har brug for – og den pause fra verden jeg har brug for, vores verden larmer og stiller krav til os om konstant, at være årvågen og omstillingsparat. Jeg er åben overfor forandringer, jeg skal bare have dem i små doser.

Min verden vælter, hvis der dukker spontane eller glemte aftaler op. Jeg ringer ikke til hverken familie, venner eller nogen overhovedet af egen fri vilje, Jeg hader det virkelig, alene tanken kan få mit hjerte til at stå stille…. Jeg får svedeture og hjertebanken når nogen lukker en dør, til det rum jeg befinder mig i. Jeg kan ikke være i store forsamlinger ret lang tid ad gangen. Nogle gange er jeg bange for at gå ind i en butik. Jeg har svært ved at have tillid til andre mennesker. Jeg kan mærke stemningerne i et rum jeg træder ind i. Nogle gange har jeg hjertebanken og svedeture, når jeg skal ind i centeret og træne. Jeg kan ikke fortælle hvorfor jeg er nervøs, men det er jeg MEGET. Jeg takker teknologien for trådløse hørebøffer, der kan lukke al small-talk ude!!!

SÅ jeg er den, jeg er på grund af de valg jeg har truffet, det er du også.. At jeg ikke kan arbejde 40 timer ugen, er svært at forklare, men jeg kan garantere at jeg IKKE har fået tilkendt fleksjob fordi en sagsbehandler fik ondt af mig. Hvad du ikke ser, er at jeg har svært ved at komme fra start om morgenen, jeg har nogle gange svært ved at stå op og gå i bad – fordi vandet fra bruseren gør ondt (-og nej det er ikke fordi vandet er for varmt.), du mærker heller ikke min uro når jeg går ind i en butik. og du oplever ikke mine søvnløse nætter. Derfor prioriterer jeg at træne hver dag, fordi det giver mig overskud og gør mig glad. Hvad gør du, som gør dig glad??

Jeg synes det er fint at have en mening – men lad være med at dømme dine venner, kolleger, eller ham/eller hende på bænken; hvis du ikke kender deres historie.